Vi startede fra hotellet kl. 7.15 og blev hentet i en propfuld minibus, og fandt ud af, at det vi troede kun var et visarun, faktisk var en udflugt med et ganske tætpakket program. Først stoppede vi ved et hot spring, hvor der kom varmt vand op af jorden. Jeg var temmelig gnaven og havde svært ved at værdsætte attraktionen i kogende vand. Ved næste stop forsvandt min gnavenhed dog som dug for solen. Vi stoppede ved The White Temple, der er et fantastisk smukt syn. Fotografierne yder det ikke retfærdighed, da det strålede og glimtede, fordi der er lagt mosaikker af spejl ind i det hvide puds. Det er bygget i 1997 af en kunstner, der stadig er ved at udsmykke templet indvendigt med farverige malerier f.eks. er der et maleri, hvor Neo fra The Matrix indgår og et maleri af 11. september-terroren. Meget specielt, og desværre måtte man ikke tage billeder inde i templet. Tilbage i bussen, hvor næste stop var ved The Golden Triangle, hvor de tre lande Thailand, Laos og Myanmar mødes. Her skulle nogle af vores medpassagerer på en flodtur på Mekong-floden og på et meget hurtigt visit i Laos. Vi ventede i Thailand, og gik en tur og så en meget smuk kæmpe Buddha. Næste stop var frokost på en restaurant med en buffet, der tilsyneladende netop var beregnet til turister på bustur. Det var okay, men ikke særligt spændende.
Da vi havde spist gik turen endelig mod Mae Sai, og vi var da lidt spændte på, hvordan det skulle gå med at få forlænget vores visa. Turen fra The Golden Triangle til Mae Sai var på små veje med masser af ujævnheder. Mr. T., som var vores chauffør, kørte hurtigt, da vi jo havde en tidsplan, der skulle overholdes - og selvom jeg i starten af turen var ked af at sidde bagerst i bussen, var det sikkert godt, at jeg sad så jeg ikke kunne se ud af forruden. Ofte kørte han så hurtigt i bjergsvingene, at vi røg over i den forkerte side af vejen, og selv små buler i vejen gjorde, at vi hoppede rundt på sæderne i bussen. Det var virkelig vildt!
Det var tydeligt at se, da vi nærmede os Mae Sai, for der var turbusser i hobetal. Byen er en rigtig livlig handelsby, og mange thai’er tager også dertil for at handle, da der er meget billige varer, der kommer over grænsen fra Kina.
Vi fik 40 minutter i Mae Sai, så vi havde travlt med at komme over grænsen og få vores stempel. Vores guide, Oak, gik med os over grænsen, hvilket var rart, da han vidste præcist, hvordan man skulle agere. Det betød desværre også, at det hele forgik i halvløb, og vi derfor ikke fik tid til at få et indtryk af Myanmar - men vi fik da taget et par billeder, mens vi halvløb over grænsen. Alt forløb perfekt, og vi fik vores vigtige stempler. Da vi kom tilbage over grænsen, var der 8 minutter til bussen kørte, så vi fik ikke udforsket Mae Sai.
Sidste stop på turen var hos en hilltribe, der hedder Lisu. Det var en lidt ubehagelig oplevelse, synes jeg. De er vant til turisterne, for der kommer mange busser fyldt af dem hver dag - de går så en tur rundt i deres landsby, tager nogle billeder, peger og snakker. Det føltes meget lidt respektfuldt for disse mennesker, men det var da stadig spændende at se deres levevis. Jeg ville bare ønske, at de ikke var reduceret til en 5-minutters attraktion.
Vi var tilbage på The Grand Napat lidt efter kl. 21, så det havde været en lang dag fyldt m ed mange forskellige indtryk. Vi var meget sultne og trætte, og vi nåede lige præcis ikke restauranten, mens den var åben - men i dette land findes, der McDelivery, så der gik ikke længe inden der stod en mand med burgere udenfor døren. Skønt!
Om to måneder skal vi på visarun igen - og nu er vi lidt mere trygge ved tanken om det!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar