Weekend i Sukhothai

I fredags tog vi bussen sydpå til Sukhothai, som er en ruinby på Unescos verdensarvsliste - historisk var det den første kongeby i det samlede thailandske rige. Busturen tog knapt 6 timer, så vi var meget spændte på at se, hvilken bustype, vi skulle med - der findes busser i mange varianter, og nogle er gamle og uden aircondition. Vi var lettede, da vi fandt bussen i busterminalen, da det var en ganske moderne dobbeltdækkerbus, hvor vi havde rigeligt plads, så Morten kunne arbejde lidt på vejen.

Vi kunne ikke helt greje om der var system i hvor bussen holdte, så vi hoppede ud halvanden km før vores hotel (som Google Maps påstod lå _meget_ tættere på!) og trak afsted med alle vores pakkenellikker.
Hotellet var virkeligt skønt og meget paradisisk! Et stort område med mange små hyggelige hytter - og med en lækker pool og bar i midten af det hele.

Skønt at køle af i poolen efter den lange køretur - og totalt luksus at ligge og hhv læse og programmere ved poolen med kølige drinks og kolde øl! :-)

Sukhothais historiske bydel består af et enormt område, hvor ruiner af templer, chedier og buddha-figurer ligger ganske tæt. Området er for stort til at se til fods, så det er helt oplagt at leje en cykel (for den svimlende sum af 6 kr pr. dag), og starte dagen tidligt inden middagsheden sætter ind.

Det var en virkelig stor oplevelse at cykle rundt mellem træerne og de smukke ruiner. Der var en fantastisk ro over stedet og området er så stort, at man føler sig næste alene i parken - selvom der naturligvis er andre mennesker.

Vi har lagt lidt flere billeder fra Sukhothai i vores webalbum:

Best of Sukhothai

Mountainbiking på Doi Suthep

I går var jeg på den fedeste mountainbike-tur med 1200 meters fald fra toppen af Doi Suthep. Turen startede fra Chiang Mai hvor vi blev læsset på trucks, der begyndte turen op ad de mange, mange stejle hårnålesving op mod toppen. Efter at have passeret templet Wat Doi Suthep, bliver vejen enkeltsporet, og når der kom modkørende måtte trucken køre af vejen - ud i den næsten ikke-eksisterende rabat ud til de meget stejle bjergsider. Efter mange hårnålesving og propper i ørerne kom vi op på det højeste punkt på bjerget, hvor vi fik en ganske kort introduktion til at køre downhill på mountainbikes (vægten laaangt bagud, stå op hele tiden, og brug gerne forbremsen).

Det er sgi hårdt at køre mountainbike! Syrende lår, krum ryg af at skyde bagdelen bagud og krampende fingre af at klemme om bremserne hele tiden, mens man suser ned ad stier med kæmpe sten og endnu større huller. Underlaget var tørt, men der var sand ovenpå den hårde jord, så bagbremsen fik hjulet til at blokkere og sejle frem og tilbage. Det går lynende hurtigt, så mens vi kørte har man travlt med at holde øje med stiens ujævnheder.

Heldigvis holdte vi en del pauser, så man kunne sunde sig, få vejret - og en slurk vand. Der var masser af skønne udsigter på vej ned gennem dalene - plantager med kaffe, bananer og litchi.

Eftersom vi kom nedad steg temperaturen og fugtigheden, så da vi nåede ned var vi godt kogte. Men der var masser af adrenalin i blodet, og selvom musklerne næsten ikke ville være med længere, var det helt trist lige pludselig at køre ligeud igen. Turen sluttede ved søren Hui Tung Thao, hvor vi fik en lækker curry til frokost - sammen med en iskold Singha - serveret i små hytter ud til søen. Skønt!

Her er vores rute - optaget med GPS på vej ned ad bjerget. Det var en helt fantastisk tur - og jeg kunne vældigt godt tænke mig at gøre det igen!

Første visarun

Vi startede fra hotellet kl. 7.15 og blev hentet i en propfuld minibus, og fandt ud af, at det vi troede kun var et visarun, faktisk var en udflugt med et ganske tætpakket program. Først stoppede vi ved et hot spring, hvor der kom varmt vand op af jorden. Jeg var temmelig gnaven og havde svært ved at værdsætte attraktionen i kogende vand. Ved næste stop forsvandt min gnavenhed dog som dug for solen. Vi stoppede ved The White Temple, der er et fantastisk smukt syn. Fotografierne yder det ikke retfærdighed, da det strålede og glimtede, fordi der er lagt mosaikker af spejl ind i det hvide puds. Det er bygget i 1997 af en kunstner, der stadig er ved at udsmykke templet indvendigt med farverige malerier f.eks. er der et maleri, hvor Neo fra The Matrix indgår og et maleri af 11. september-terroren. Meget specielt, og desværre måtte man ikke tage billeder inde i templet. Tilbage i bussen, hvor næste stop var ved The Golden Triangle, hvor de tre lande Thailand, Laos og Myanmar mødes. Her skulle nogle af vores medpassagerer på en flodtur på Mekong-floden og på et meget hurtigt visit i Laos. Vi ventede i Thailand, og gik en tur og så en meget smuk kæmpe Buddha. Næste stop var frokost på en restaurant med en buffet, der tilsyneladende netop var beregnet til turister på bustur. Det var okay, men ikke særligt spændende.

Da vi havde spist gik turen endelig mod Mae Sai, og vi var da lidt spændte på, hvordan det skulle gå med at få forlænget vores visa. Turen fra The Golden Triangle til Mae Sai var på små veje med masser af ujævnheder. Mr. T., som var vores chauffør, kørte hurtigt, da vi jo havde en tidsplan, der skulle overholdes - og selvom jeg i starten af turen var ked af at sidde bagerst i bussen, var det sikkert godt, at jeg sad så jeg ikke kunne se ud af forruden. Ofte kørte han så hurtigt i bjergsvingene, at vi røg over i den forkerte side af vejen, og selv små buler i vejen gjorde, at vi hoppede rundt på sæderne i bussen. Det var virkelig vildt!

Det var tydeligt at se, da vi nærmede os Mae Sai, for der var turbusser i hobetal. Byen er en rigtig livlig handelsby, og mange thai’er tager også dertil for at handle, da der er meget billige varer, der kommer over grænsen fra Kina.

Vi fik 40 minutter i Mae Sai, så vi havde travlt med at komme over grænsen og få vores stempel. Vores guide, Oak, gik med os over grænsen, hvilket var rart, da han vidste præcist, hvordan man skulle agere. Det betød desværre også, at det hele forgik i halvløb, og vi derfor ikke fik tid til at få et indtryk af Myanmar - men vi fik da taget et par billeder, mens vi halvløb over grænsen. Alt forløb perfekt, og vi fik vores vigtige stempler. Da vi kom tilbage over grænsen, var der 8 minutter til bussen kørte, så vi fik ikke udforsket Mae Sai.

Sidste stop på turen var hos en hilltribe, der hedder Lisu. Det var en lidt ubehagelig oplevelse, synes jeg. De er vant til turisterne, for der kommer mange busser fyldt af dem hver dag - de går så en tur rundt i deres landsby, tager nogle billeder, peger og snakker. Det føltes meget lidt respektfuldt for disse mennesker, men det var da stadig spændende at se deres levevis. Jeg ville bare ønske, at de ikke var reduceret til en 5-minutters attraktion.

Vi var tilbage på The Grand Napat lidt efter kl. 21, så det havde været en lang dag fyldt m ed mange forskellige indtryk. Vi var meget sultne og trætte, og vi nåede lige præcis ikke restauranten, mens den var åben - men i dette land findes, der McDelivery, så der gik ikke længe inden der stod en mand med burgere udenfor døren. Skønt!

Om to måneder skal vi på visarun igen - og nu er vi lidt mere trygge ved tanken om det!